Det er advent og eg har lyst til å lage ein litterær adventskalender i år. Kvar dag, fram til 24. desember, vil eg presentere ein forfattar, ein kort tekst eller eit sitat
I dag vil eg presentere eit litt vemodig, men sterkt dikt om julaften, skrive av Sigbjørn Obstfelder. Eg trur ikkje eg veit om nokon som kan beskrive kjensla av å vere overlate til seg sjølv i ei stor verd, som han.
Julaften!
Julaften med julelys i vinduerne,
bugnende juletrær i storstuerne,
julesang ud gjennemm dørsprækkerne!Jeg vanked alene i gaderne
og lytted til barnesangene.
Jeg satte mig ned på trapperne
og tænkte på min døde morsan*
Og jeg gik ud på markerne –
ud – blandt stjernerne.
Min balle gled hen over skyggerne
af dødningearmede trær.Jeg fandt et lig mellem sneglimtene,
snejulelysene,
et lig, som endnu bævrede,
en stakkels frostdød spurv.*
Og jeg gik bort til mit tagkammer
og satte lyset i min flaske.Jeg satte lyset i min flaske
og la bibelen på min kiste.Jeg knæled ned ved min kiste
og blæste støvet af min bibel.Jeg folded hænder over min bibel
og gråt.fra Digte, 1893
mellom linjene 